Herringløse & Hvedstrup

Gadejord

Om de fælles arealer omkring gadekærene og vejene i Herringløse.

Gadejorden i Herringløse består først og fremmest af de grønne arealer omkring landsbyens to gadekær. Arealerne benyttes af alle landsbyens beboere som fælles friarealer med græs, bænke, solsejl m.v. Her mødes vi til juletræstænding, loppemarked og andre arrangementer. I gamle dage mødtes ungdommen omkring det østre gadekær for at stå på skøjter.

Gadejorden har været fælleseje siden udskiftningen af Danmarks landbrugsjord (1700-1850), hvor arealerne blev tinglyst samlet som "Byens Gade" (matrikelnummer 64, Herringløse By, Hvedstrup). Gadejorden er vores fælles kulturarv og en vigtig del af landsbyens sammenhængskraft og selvforståelse.